You are here: Home Netværk Arbejdsgrupper Mentorordning Mentorordning på Bygningskonstruktøruddannelsen
Personal tools
Document Actions

Mentorordning på Bygningskonstruktøruddannelsen

Ny mentorordning matcher ambitiøse konstruktørstuderende fra Nordjyllands Erhvervsakademi i Aalborg og Erhvervsakademiet på Odense Tekniske Skole med førende specialister fra nordjyske og fynske byggevirksomheder.

 

Byggeuddannelser starter fælles mentorordning

Teori er en uundværlig del af konstruktøruddannelsen, men ofte er de nyeste spidskompetencer ubeskrevne blade i lærebøgerne. Typisk er det viden, som er knyttet til faglige netværk og enkeltpersoner ude i virksomhederne – personer som man skal kende for at kunne spørge.

På den baggrund og for at sikre optimale vilkår for faglig og personlig udvikling har Videncenter for Industrielt Byggeri iværksat pilotprojektet ”Mentorordning på konstruktøruddannelsen” på Nordjyllands Erhvervsakademi i Aalborg og Erhvervsakademiet på Odense Tekniske Skole - en ordning, der åbner døren til erhvervslivets spidskompetencer for studerende på konstruktøruddannelsens tredje semester.

 - Udover nye perspektiver på uddannelse og kompetenceretning får de studerende en unik adgang til konkret sparring og viden på de nyeste og mest avancerede områder i byggeriet. Men derudover får de studerende mulighed for at knytte unikke kontakter til specialister i en række af regionernes førende byggevirksomheder, fortæller projektkoordinator Charlotte Heigaard Jensen fra Videncenter for Industrielt Byggeri.

En gevinst for virksomhederne

Charlotte pointerer, at mentorordningen kun kan fungere, fordi mentorer og virksomheder – også i relation til rekruttering – drager fordele af ordningen og fortsætter: 

- Videndeling og nytænkning er afgørende for udviklingen af dansk byggeri, og gennem mødet med de studerende får virksomhederne inspirerende sparring, der er fri af vanetænkning, rutiner og traditioner. Ofte får kombinationen af garvet viden og studerende gå-på-mod samarbejdet til at sprudle ude på virksomhederne.

- Derudover sikrer virksomhederne sig konstant opdatering med den nyeste viden via samarbejdet med de to uddannelsesinstitutioner, der – som led i mentorernes forberedelse til at møde de studerende – byder på workshops hvor mentorerne kan udbygge egne netværk og sparre med andre specialister, slutter Charlotte Heigaard Jensen fra Videncenter for Industrielt Byggeri.

Vil du være mentor eller mentee?

Vil du være en del af mentorkorpset på Nordjyllands Erhvervsakademi eller Odense tekniske skole, så kontakt

koordinator Birgit Toft i Aalborg

bet@noea.dk

eller

koordinator Jens Otto Grosen i Odense

jog@ots.dk.


Videncenter for Industrielt Byggeri - chje@noea.dk